Sommerhus - som en vifte mod vandet
Forslaget tager afsæt i den smukke nordøstvendte udsigt over Storebælt og broforbindelsen. Netop udsigtens retning skaber en arkitektonisk udfordring, eftersom solen og de lune sommeraftener nydes bedst mod syd og vest. Der lægges derfor op til at skabe tre ensartede volumener, der opdeler grunden i en nordøstlig og en sydvestlig del, og med sin formmæssige retning peger ud mod udsigten. Ved overvejende at skabe en transparens i bygningskroppene trækkes udsigten helt ind i grundens sydvestlige del, så både udsigten og de varme solstråler kan nydes samtidig. Ved at “vride” bygningskroppene i en vifteform ud mod udsigten opstår der en smuk forskydning mellem de klassiske gavlmotiver, samtidig med at udsigtens “bredde” indfanges i husets indre miljø, hvor de skiftende retninger vil afstedkomme en anden udsigt, når man går fra et rum til et andet. Huset indeholder de funktioner, der vurderes nødvendige og mulige inden for det restriktive areal, der er til rådighed. Yderligere er der etableret en forbindelse til kælderen, hvor supplerende funktioner kan placeres. Det store vinduesparti ved trappenedgangen sikrer et smukt og roligt lysindfald i entréen, der således altid vil fremstå indbydende for de besøgende.
Type:
Nybyggeri - sommerhus
Beboelse:
75 m2
Carport
Garage
Beliggenhed:
Nyborg
Status:
Skitseforslag
Bygherre
Privat