Forslag til indretning af badeværelser

Badeværelset i stueetagen er udformet med fokus på en oplevelse af rummelighed selvom rummet har en begrænset størrelse. Døren er udskiftet med en skydedør monteret i en forsatsvæg på indvendigt i rummet. Denne løsning har stor betydning for rummets oplevelse eftersom dørbladet derved ikke skygger for lys og rum. Samtidig opstår der en niche ved håndvasken som kan være et hyggeligt hjørne. Skabsvæg ved WC udføres med en dybde på 200 mm således at den nederste del kan rumme indbygningscisternen. Den øverste del derimod kan indrettes med skabe til opmagasinering. Generelt er rummet tænkt med hvide overflader på vægge og loft, evt. mellemgrå fliser, samt fronter på skabe i træfiner, gerne egetræ.

I kælderen er det eksisterende badeværelse udvidet ved at inddrage det foranliggende gangareal. Rummets langstrakte geometri, samt det brede vindue i ydervæggen ligger op til at samtlige funktioner placeres langs den ene lange væg som skitseret. Brusehjørnet er placeret væk fra ydervæggen for at undgå at denne fugtbelastes, samt at den kan friholdes for fliser (hvorved udefrakommende fugtindtrængning som er almindeligt på bygninger af denne årgang frit kan diffundere ud i badeværelset og ventileres bort). Det brede vinduesparti i ydervæggen vil sikre et fornuftigt dagslysindfald der sammen med hvide overflader på vægge og gulv vil medvirke til en god og venlig rumoplevelse.

Type:Ombygning/renovering
Beliggenhed:Odense
Status:Skitseforslag
Bygherre:Privat
Arkitekt:A1 Tegnestue